Håndværk

Stentryk

Det er i de nære omgivelser, i byen, hvor jeg lever og bor, at motiverne springer mig i møde. Der er alt for mange. Det er et stadigt valg. Fliserne på fortovet, kantstenen og skyggerne fra husene. Det grå. Fodgængernes færden og bløde bevægelighed over stramme færdselsstriber.

Vejlysenes lange rytmiske ranker over motorvejen i mørket. Modgående lygter blænder. Tunge ventende med knitrende aviser på bænkene. Og så den særegne poesi i fodgængerstriberne. Fra et ophold i Rom præges erindringen af den svævende lethed of duvende stramhed i solsejl og parasoller på Piazza Campo dei Fiori. Sidst er gruppen med mor og børn mit foretrukne emne.

Motiverne kan finde form som collage, mens jeg har også haft radernålen i hånden og ridset i metalplader, jeg har snittet med billedskærerjern i træstokke og presset farven gennem en silkedug; men det, at føre kridtet hen over en velkornet sten, er det, jeg holder allermest af.

Hjemme fylder en gammel stentrykspresse mit værksted sammen med hundrede sten. Til stentryk bruges sten som trykform. En kalkstensskifer, fordi den er modtagelig for fedt og egnet til at fastholde vand. Af fedt og vand frastøder hinanden er bekendt. Men deraf at kunne udvikle en trykkemetode og dele skarpt mellem trykkende og ikke-trykflader på grundlag af denne gensidige frastøden er forunderligt.

Stenætsning er kendt fra 1500-tallet. Der blev indætset ane- og skrifttavler. Simon Schmidt fra Bøhmen forestillede sig sten også anvendt som trykmateriale og leverede prøver på sine indfald. Men det blev hans landsmand Alois Senefelder, som i sin søgen efter en metode til at trykke musiknoder, blev opfinderen af det tekniske stentryk i 1798/99.

Kalkstenen brydes i Solnhofen i Bayern og skæres i retvinklede plader 6-10 cm i tykkelsen. Tegningen overføres på den slebne og kornede stenoverflade med en fedtholdig substans: litokridt, fedttusch eller trykfarve. Den tegnede sten præpareres med syregummi, som åbner stenens porer, forankrer den fedtholdige tegning og gør de rene områder bedre egnet til at holde på vand. Den spalter sæben i litografikridtet, så den frigjorte fedtsyre trænger ind i stenen.

For at kunne trykke det tegnede, erstattes kridtet af trykfarve. Det overflødige kridt afvaskes med terpentin, og tegningen er nu synlig som en lysegrå fedtgrund. Fugtes stenen med vand og indvalses med en lædervalse, der er gennemtrængt af trykfarve, modtages trykfarven af fedtgrunden, mens de øvrige dele forbliver rene. Denne gensidige frastøden af fedt og vand drejer fladtrykket sig om. Trykpartierne ligger hverken ophøjet som ved højtryk eller lavt som ved dybtryk. Papiret lægges direkte på stenen og ved hårdt pres optager papiret farven.

Stenene er tunge og uhåndterlige, så trykkeindustrien har for længst erstattet dem med lettere metalplader, dog stadig med adskillelsesprincippet på fedt og vand. Offset trykket er en videreførelse af det gamle stentryk. Hvorfor vedblive at bakse med de besværlige sten?

Nok var drivkraften til opfindelserne af de forskellige trykkemetoder trangen til at mangfoldiggøre billeder, men fra et kunstnerisk synspunkt er det ikke noget mål i sig selv at kunne gengive et billede nøjagtigt og i flere eksemplarer. For kunstneren lokker det at få et billede med den særlige stofkarakter, trykkemetoden indebærer.

Stentrykket giver mulighed for stor tonerigdom. Farven kan spænde fra de lyseste toner, gennem et utal af mellemtoner til de dybeste sorte. Stentrykket har sin egenart. Smukt er det, når der tegnes med kridt, og farven holdes på toppen af stenens korn og genfødes på papiret, hvis hvidhed lyser imellem. En intim sammensmeltning af papir, tryk og farve.

Vera Myhre

Vera Myhre har for længst placeret sig om en af vores fineste grafikere

- Jyllands-Posten 24. juli 1990